- Langt fra prangende, lyder status på danskernes juleforbrug
Når julemaden kommer på bordet og gaverne pakkes op juleaften, giver det detailhandlen mulighed for at puste ud efter en hektisk periode.
Det giver samtidig også mulighed for at analysere på danskerne forbrug i juletiden.
Nye tal nye tal for kort- og MobilePay forbrug blandt ca. 1 million Danske Bank kunder i december viser en julehandel i fremgang - men som ikke er "prangende".
Sådan beskriver chefanalytiker hos Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen de seneste tal.
Samlet set steg det prisjusterede kortforbrug ekskl. energi med 3,3 procent fra december 2023 til december 2024.
Dermed slutter året med en pæn vækst i forbruget efter at det lå underdrejet i både andet og tredje kvartal. For 2024 som helhed steg det reale forbrug eksklusive energi med 2,1 procent.
- Ser vi julehandlen i november og december under ét, så steg salget i detailhandlen ekskl. dagligvarer med 1,3 procent sammenlignet med julehandlen året før, når vi korrigerer for prisudviklingen. Det er ikke en voldsom fremgang, men det viser, at danskerne har fået lidt mere mod på at bruge penge på julegaver, skriver Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom, i sin analyse.
Stor forskel på brancher
Det var dog langt fra alle dele af detailhandlen, der havde en stærk julehandel.
Stærkest så det ud med møbelhandlen og i kosmetikforretningerne, der havde realvækst på hhv. 8,5 og 7,2 procent fra julehandlen 2023 til julehandlen 2024.
Derimod så det noget svagere ud i både legetøjsbutikker og tøjbutikker, hvor forbruget var henholdsvis hele 8,9 og 2,7 procent lavere denne jul end den foregående.
I dagligvarehandlen betød stigende fødevarepriser sammenlignet med sidste december, at forbruget faldt i reale termer. Det betød, at selvom vi brugte 2,5 procent mere i supermarkederne i denne december end den foregående, så fik vi 2,1 procent mindre for pengene. Til gengæld fortsætter væksten i onlinehandlen med dagligvarer, der generelt har set et betydeligt løft i 2024.
- Set over en årrække er den aktuelle forbrugsvækst langt fra prangende, og meget tyder på, at danskerne fortsat var tilbageholdende med at bruge penge i 2024, men navnlig mod slutningen af året har vi set en tendens til lidt stærkere vækst. Når det er sagt, så er der stadig stor forskel på, hvordan forskellige brancher oplever fremgangen. For 2025 forventer vi, at forbrugsvæksten tager et nyk op, i takt med, at der kommer mere luft i manges privatøkonomi, og flere og flere oplever igen at have flere penge mellem hænderne, end de havde før inflationen stak af, skriver Louise Aggerstrøm Hansen.
Artiklen er en del af temaet Detail.